Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære læser,
 
Velkommen til nyhedsbrevet fra Nordsjælland Håndbold: Her får du med jævne mellemrum nyheder og baggrund om holdet - vi anbefaler også, at du holder dig orienteret via hjemmesiden.
Nr. 11 august 2019
Husk pokalkamp: NH-Skanderborg lørdag 24. august kl. 16 i Helsinge Hallerne
 
Nicolas Lundbye Kristiansen - udgik i femte og sidste træningskamp i lørdags. Forløbig er han ude med knæskade i 6 uger. (Foto: Jan F. Stephan).
Helvedes ugen med 4 på skadelisten
- Cheftræner Simon Dahl har døbt det »helvedes ugen« – men alle de spillere, der er klar til på lørdag, vil gi’ alt hvad de har for at vi går videre! 
 
Ordene kommer fra sportschef Jørn Blom Hansen, som gør status efter træningslejren i sidste uge, hvor det blev til en sejr over Ringsted og et nederlag til Kolding.  
 
Men det seneste uge betyder også, at 4 spillere p.t. er ude med skader – men der arbejdes på at få 2 af dem klar til lørdagens pokalkamp mod Skanderborg: Nicolas Lundbye Kristiansen blev båret fra banen i lørdagens træningskamp mod Kolding: 
 
- Ledbåndet er revet over og om 6 uger kan lægerne se, hvordan korsbåndet har det. Det kan de nemlig ikke før ledbåndet, der er hævet, er på plads, fortæller sportschefen. 
 
Fabian Sandven kom også til skade og skal foreløbig gå med en finger i gips de næste 2 uger. Først derefter kan han begynde at træne, så der er usikkert, hvornår han er kampklar. 
 
Matias Campbell, som missede træningslejren fordi han blev hasteindkaldt til U-21 VM, kom hjem med en bronzemedalje, men også med en hævet ankel. Der arbejdes på at få ham klar. 
 
En hævet ankel døjer Kasper Kisum også med og han behandles for fuld kraft: - Han trådte ned på en fod under træningen i fredags – det mindede om den måde, Jesper Dahl tidligere på året kom til skade på, siger Jørn Blom Hansen. 
 
Sportschefen siger, at trods de ærgerlige skader, så har træningslejren rystet spillerne godt sammen og træningen er gået rigtig godt, så der er en god stemning i truppen.
Santander Cup: Flere nyheder for publikum
Når 1/8-finalen i Santander Cup spilles på lørdag 24. august klokken 16 mod Skanderborg i Helsinge Hallerne, så bliver der flere nyheder for tilskuere og fans:
 
- Man of the Match bliver interviewet af speakeren Morten Stig Bork Jørgensen og 2-3 NH-spillere vil komme ud og give autografer, fortæller Knud Sørensen fra Sekretariatet.
Det er en model, som vil blive brugt ved alle hjemmekampene i Ligaen i denne sæson.
 
I forbindelse med Santander Cup er der desuden en særlig pokal til kampens bedste spiller, og musikeren Peter Sommer har skrevet et nummer, som spilles ved præsentationen af spillerne, time out, start/slut af halvlege og under kåringen af kampens bedste spiller. Desuden vil der være 500 særlige klappevifter og de 32 softbolde, som de 2 holds spillere har med under præsentationen, vil efterfølgende blive kastet ud til publikum.
 
Hans Dalsgaard med Fabian Sandven og Allis Madsen med Andreas Nielsen. Desuden er Dalsgaard Diamant Import sponsor for Benjamin Jørgensen. (Foto: Jan F. Stephan).
Sponsor for 3 spillere: Det er hjerteblod!
- Det er hjerteblod! Vi er med i et netværk, vi føler næsten vi er en del af en stor familie. Jeg har ikke fået pengene igen i form af salg, men det har givet mig så meget andet.
 
Sådan siger bestyrelsesmedlem i Nordsjælland Håndbold Hans Dalsgaard, som via sit firma Dalsgaard Diamant Import de sidste 8-9 år har været sponsor og lagt den første halve million kroner i klubben. Aktuelt er han bronzepartner og er sponsor for 3 spillere: Fabian Sandven, Benjamin Jørgensen og Andreas Nielsen.
 
Hans Dalsgaard og hans kæreste Allis Madsen er bidt af håndbolden og prøver så vidt muligt at se alle kampe - også på udebane. Og deres filosofi er, at hvis der er god stemning vil der være glade mennesker og det vil i den sidste ende smitte positivt af på resultaterne. Derfor bidrager de, hvor de kan, for at skabe den gode stemning.
 
- Jeg kan godt lide at kende mennesker lidt bedre og hér er netværket et godt sted. Det giver også en bedre forståelse for området, hvor vi bor. Og skal jeg en dag have en revisor, en bank, en advokat eller en ny bil ved jeg, hvem jeg skal snakke med. Vi har f.eks. også skiftet benzinselskab til ét der er partner i NH.
 
Dalsgaard Diamant Import arbejder med udstyr til at skære i sten; eksempelvis ved byggerier, anlæg af fortove etc. Og firmaets målgruppe er især håndværksmestre og firmaer der borer og skærer i sten.
Frameld dig dette nyhedsbrev