Det hører vist til sjældenheder, at en cheftræner i den grad får lov at mikse sin trup - og med 9 nye, unge spillere i alderen 17 til 25 år og et gennemsnit på knapt 21 år, bliver det også en ung trup Nordsjælland Håndbold stiller med i sæsonen 2019-20.
Simon Dahl er især glad for at være kommet op på 16 spillere, så der er mulighed for effektiv spiltræning; ikke mindst fordi de mange unge er her som led i deres udvikling: - Både spillerne og jeg kommer til træningen for at blive bedre, og dermed bliver træningen også sjovere. Og man spiller, som man træner, så jeg tror på, at det vil skaffe point i kampene.
Populært sagt skal kampene give spillerne belønningen for træningsindsatsen, og selv om cheftræneren godt er klar over, at det næppe er holdet der vinder DM, så mener han det vil kunne gøre det godt:
- Kunsten bliver at blande ungdommens gå-på-mod med den erfaring, som andre spillere i truppen har. Vi har fået en masse spillere, der er på niveau med hinanden og de kan så meget.
Taktisk oplæg på en ny måde
Det betyder også, at det taktiske oplæg bliver helt anderledes: - Vi kan så meget forskelligt med alle de bagspillere vi har. I næste sæson kan vi ikke kalkulere med at Johan Meklenborg laver 8 mål!, siger Simon Dahl.
Han siger uddybende, at det betyder, at alle spillere skal være på mærkerne og lave et mål eller to mere end de plejer - men alsidigheden betyder også, at taktikken i højere grad skal laves fra kamp til kamp alt efter hvem modstanderne er. Og Simon Dahl mener det vil være en styrke, at der nu er så mange unge på samme niveau i kombination med de erfarne Ligaspillere.
Holdet 2019-2020 Målmand: Marcus Holmen og Frederik Andersson - begge nye. Venstre fløj: Frederik Iversen og Tobias Rasmussen - begge nye. Venstre back: Kasper Kisum og Fabian Sandven - Fabian er ny. Playmaker: Tobias Jørgensen, Matias Campbell og Mathias Møller - Matias og Mathias er nye. Højre back: Jesper Dahl og Nicolas Lundby. Højre fløj: Carl Emil Haunstrup og Benjamin Jørgensen - Benjamin er ny. Streg: Andreas Nielsen, Daniel Astrup og Anders Agger - Anders er ny. Trænerteamet: Cheftræner: Simon Dahl Assistenttræner: Torben Nielsen Fysisk træner: Per Nielsen Målmandstræner: Kristian »Nøller« Asmussen.
|