Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære læser,
 
Velkommen til nyhedsbrevet fra Nordsjælland Håndbold: Her får du med jævne mellemrum lidt nyheder omkring holdet - vi anbefaler også, at du holder dig orienteret via hjemmesiden.
Nr. 1 februar 2019
 
- Vi ka' løbe alle 60 minutter! bebuder sportschef Jørn Blom i sort trøje omgivet af Aku Kreutzmann, Andreas Nielsen og Kong Nord. (Arkivfoto: Jan F. Stephan).

Nordsjælland Håndbold har fået succes ved ikke at gøre som normalt

- Vi har gjort det anderledes og det var godt set af Ian Marko Fog, at det var dét, der skulle til ...
 
Ordene kommer fra Nordsjælland Håndbolds sportschef Jørn Blom: En håndfuld nederlag, hvor sejren typisk blev smidt væk i de sidste minutter, lovede ellers ikke godt, men med 5 sejre på stribe er holdet kommet særdeles stærkt igen efter pausen.
 
Dét, der er gjort anderledes end normalt er, at i stedet for at spille 6-7 træningskampe blev der kun spillet et par stykker. I stedet blev der brugt tid på finpudsning af de detaljer, der var gået galt, ligesom den fysiske træning blev speedet op; bl.a. med boksetræning, som havde den sideeffekt, at det var nyt og anderledes og derfor medvirkede til at ryste truppen endnu mere sammen.
 
- Vi har trænet på at blive bedre end de andre. Og vi ka' løbe alle 60 minutter! lover sportschefen, som glæder sig til næste kamp på mandag 4. marts klokken 19.30 mod Ribe/Esbjerg; en kamp, som transmitteres i TV og med en fanzone, der også er oppe på dupperne bliver det ikke kedeligt - hverken i FrederiksborgCentret eller i sofaen.

Tag mod udfordringen fra Bo Hamburger og Nordsjælland Håndbold

 
Bo Hamburger fører an - det gør han også hver mandag fra 29. april, når Nordsjælland Håndbold inviterer til netværkscykling.
Hvad med at tage imod en udfordring fra cykelrytteren Bo Hamburger? Nordsjælland Håndbolds nye tilbud er netværkscykling: Du skal stille med en racercykel og cykelhjelm - men der er ingen krav til dine cykelevner og ditto erfaring, da der er plads til alle. Du skal nok få masser af tips af den tidligere professionelle cykelrytter Bo Hamburger:
 
- Vi starter hver mandag klokken 17.30 fra FrederiksborgCentret og cykler et par timer på en rute, som Bo Hamburger lægger. Og er der niveauforskelle deler vi op i hold, så vi er sikre på at alle kommer med hjem
og har fået en god oplevelse, fortæller Henrik Parbst, som er salgschef med ansvar for Nordsjælland Håndbold og FrederiksborgCentret.
 
Der cykles et par timer og sluttes af med en øl og en sandwich og mulighed for at netværke. Første gang er mandag 29. april og der cykles hver mandag frem til september med en sommerpause i juli.
 
Det koster 5.500 kroner at være med og ud over masser af motion, inspiration, godt selskab og frisk luft får du også et sæt professionelt cykeldress.
 
Mere information og tilmelding hos Henrik Parbst, hep@frederiksborgcentret.dk

Nordsjælland Håndbold optrapper på flere områder

 
- Dette nyhedsbrev er ét af flere konkrete eksempler på, at vi optrapper Nordsjælland Håndbold, fortæller direktør Carsten Larsen, FrederiksborgCentret, som har overtaget salgsarbejdet for Nordsjælland Håndbold.
 
Han glæder sig over den store opbakning fra flere end 100 samarbejdspartnere blandt virksomheder i Nordsjælland.
 
Carsten Larsen interviewes af TV 2/Lorry - optrapningen af Nordsjælland Håndbold betyder bl.a. at der også gøres mere ud af presse- og informationsarbejde. (Foto: Erling Madsen).
En opbakning, som både ses under kampene og til arrangementerne for samarbejdspartnerne. Carsten Larsen understreger vigtigheden af, at netværket får informationer, arrangementer etc., der giver ekstra værdi og styrker muligheden for dels at netværke, dels at få gode oplevelser.
 
Gå ikke glip af Kilometer Jagten på mandag 
Der er heldigvis mange fine traditioner at bygge videre på. Én af dem er den årlige Kilometer Jagten, hvor samarbejdspartnerne på mandag 4. marts klokken 17-18.30 dyster om at cykle flest penge hjem til Nordsjælland Håndbold. 13 hold à 4 ryttere dyster på motionscykler med Team Helsinge Håndbold som forsvarende mester. Målet er at slå rekorden fra i fjor på 470.000 kroner. Samtidig står de tre moderklubber Helsingør, Helsinge og Hillerød bag en række aktiviteter med præmier til børn, som bl.a. kan teste hvor hurtigt de kan kaste en håndbold.
 
Fanzonen skaber fest og opbakning
Aktiviteterne for børn foregår i FrederiksborgCentrets Hal 2 som optakt til ligakampen mod Ribe/Esbjerg med kampstart klokken 19.30: - Et andet eksempel på aktiviteter er fanzonen i Hal 1 som sørger for en farvestrålende og hørbar optakt til kampen, ligesom den store fanskare vil sørge for at bakke holdet godt op under kampen, siger Carsten Larsen.
 
Der er også slået en stilling op som sælger af samarbejdsaftaler, så det store netværk kan udvides yderligere og dermed skaffe endnu flere penge til Nordsjælland Håndbold. Også på presse- og informationssiden trappes der op.
Frameld dig dette nyhedsbrev