- Vi har trods alt fået de første point, så vi graver os ikke ned oven på i går - og der er chance for point på lørdag!
Kommentaren kommer fra en af NH's nye spillere Kristian Olsen, som erkender, at holdet ikke rigtigt ramte den mandag aften på udebane, hvor Ribe-Esbjerg Håndbold vandt med 35-23. Så han ser hen til kampen på lørdag 17. september kl. 15.30 mod KIF Kolding i Royal Stage.
Lottokupon
Kristian Olsen blev i Frederiksborg Amts Avis med et glimt i øjet kaldt en »lottokupon«, fordi han ikke har spillet håndbold i 2 år og ikke har været i topform i 4 år og ingen derfor kunne vide, hvordan han ville klare sig i HTH Herreligaen.
Men ser vi på de første 3 kampe, så har han scoret 13 mål på 24 forsøg og selvtilliden mangler ikke på banen:
- Jeg går ind på samme måde til hver kamp: Jeg tror på, at når jeg skyder, så scorer jeg. Og jeg har været godt tilfreds med at komme i høj fart og sætte forsvaret under pres, siger han.
22-årige Kristian Olsen er glad for igen at spillle håndbold efter han egentlig havde afskrevet muligheden på grund af knæskaden. Den fysiske træning i NH har gjort underværker, og selv om han synes, der stadig mangler lidt fysisk, er han godt tilfreds:
- Det er en hårfin balance: Jeg må heller ikke veje for meget, for så belastes knæet, siger spilleren, som på sine 1,98 meter bærer 103 kilo.
|