Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære læser,
 
Velkommen til nyhedsbrevet fra Nordsjælland Håndbold: Her får du med jævne mellemrum nyheder og baggrund om holdet - vi anbefaler også, at du holder dig orienteret via hjemmesiden.
Nr. 142 - 12. maj 2022 
Hér kan du se kampprogrammet
 
Fra et opgør i 1. division i 2020 mellem NH og HØJ Elite: Nicklas Hald vrider sig forbi den spillende assistenttræner Bo Spellerberg. (Foto: Jan F. Stephan).
Lokalopgør i Santander Cup
Der er lagt op til et lokalopgør, når Nordsjælland Håndbold skal møde HØJ Elite i pokalkampen: Det sker onsdag 25. maj kl. 19 i i Ølstykkehallen.  
 
Det er 6. runde af pokalturneringen og efter sommerferien spilles 1/8-finalerne. De 2 hold mødtes forrige sæson i 1. division og i pokalturneringen Santander Cup.
 
HØJ står for Håndboldfællesskabet Ølstykke-Jyllinge fra 1994 og dækker Roskilde og Egedal kommuner. HØJ Elite blev nummer 2 i 1. division og skal spille om en plads i HTH Herreligaen mod TTH Holstebro.
  
7. maj sørgede de mange medrejsende fans for masser af grønt, da Nordsjælland Håndbold med en sejr på udebane over Lemvig-Thyborøn Håndbold sikrede sig fortsat plads i HTH Herreligaen. Hvem er Årets Spiller? (Foto: Jan F. Stephan).
Hvem skal være Årets Spiller?
Hvem synes du har været den bedste spiller i Nordsjælland Håndbold i den forløbne sæson?
 
Du kan være med til at vælge Årets Spiller: Gå ind i app’en Tophåndbold – vælg menuen Fanzonen i bunden og tryk på feltet Afstemning. Næste klik er #NSH Årets Spiller og Start, hvorefter listen over truppen dukker op.
 
Blandt de, der stemmer, trækkes lod om en NH-spilletrøje. Afstemningen er åben frem til søndag 15. maj kl. 12.
Så er musikken på plads til J-dag!
  
Anders Blichfeldt og Det Nye Band spiller op til J-dag i Royal Stage fredag 4. november. (Foto: Line Svindt).
Den skønne tradition med byfesten J-dag vender tilbage i Royal Stage fredag 4. november med et udvidet musikprogram – og et genhør med Anders Blichfeldt! 
 
Han sørgede i mange år sammen med Big Fat Snake for musikken, der fik 3.000 mennesker til at komme fra store del af Sjælland for at feste i Hillerød. 
 
Anders Blichfeldt er før blevet spurgt, om han ville vende tilbage, men han takkede nej, fordi han syntes, det var en god oplevelse Big Fat Snake og J-dag havde sammen: 
 
- Jeg har haft brug for, at der gik noget tid, men altid håbet på, at det kunne lade sig gøre. Og nu glæder jeg mig til igen at være en del af underholdningen til J-dag, fortæller han. 
 
Anders Blichfeldt møder med Det Nye Band, som spiller numre fra Big Fat Snake, fortolkninger som Anders Blichfeldt har fremført i TV-programmet Toppen af Poppen og helt nye sange.
 
 - Det er min ambition, at sangene på setlisten bliver spillet med et nyt udtryk, hvor de fremstår tidløse med respekt for det musikalske håndværk, siger Anders Blichfeldt. 
 
Jokeren er jokeren
En joker er altid god at have: Og der er gang i den, når Jokeren - som kommer fra Hillerød - fyrer hits som »Spændt Op Til Lir«, »Havnen« og »Gravøl« af. 
 
Specktors i højt festtempo
Specktors startede i 2008, som en elektronisk rap-gruppe. De blev hurtigt kendt for deres vilde live shows og mosh-pits på de københavnske klubber og spillesteder. De har også spillet på store festivaller som Roskilde Festival.
 
- Specktors’ fokus har altid været på festen og mange lander da også på floor, når de spiller megahittene »Unz Unz«, »Gutterne« og »Lågsus«, fortæller Kenny Brendstrup fra arrangør-gruppen. 
 
DJ Rosé åbner og lukker
DJ Rosé er vært på P7 mixprogrammet, »90 i timen«, samt vært på P4 som han gør lidt festligere. Herudover spiller han til »Vi Elsker 90’erne festerne«, som kommer til Hillerød Stadion lørdag 13. august. DJ Rosé åbner og lukker festen og binder det hele sammen. 
 
Overskud til håndbolden
Overskuddet fra koncerten går som sædvanlig til talentarbejdet i Nordsjælland Håndbold og til Hillerød Håndboldklub. Billetsalget er åbnet på royalstage.dk
 
Jokeren vender tilbage til Hillerød og den store byfest J-dag. (Foto: Karsten Christensen).
 
 
Specktors: skal nok sørge for, at der kommer fødder på dansegulvet!
Frameld dig dette nyhedsbrev