Playmakeren Tobias Jørgensen har forlænget sin kontrakt med yderligere 2 år - men samtidig bliver det et farvel til højrebacken Jesper Dahl, som rykker til US Ivry i den bedste franske liga.
Tobias Jørgensen, som fylder 25 i næste måned, har udviklet sig rigtig meget håndboldmæssigt og menneskeligt siden han kom til NH i 2018, og i denne sæson har har fået mere ansvar - og det passer ham rigtig godt:
- Jeg har valgt at fortsætte i Nordsjælland Håndbold, da jeg synes, at vi har fået skabt et fedt og spændende træningsmiljø, som jeg tror på kan bidrage til min videre udvikling.
Han er i dag et stærkt kort for NH, og det udtrykker cheftræner Simon Dahl således: - Tobias er en stor strateg, som binder vores angreb godt sammen samtidigt med han er et forbillede på, hvad hårdt arbejde i dagligdagen kan føre til. Han træner altid på et uhørt højt niveau, som er med til at skubbe barrieren for vores miljø endnu højere.
Kunne ikke sige nej til bedste franske liga
27-årige Jesper Dahl vendte tilbage til NH denne sæson efter et år i Århus Håndbold:
- Det har været den sværeste beslutning i mit håndboldliv, fordi jeg har det som blommen i et æg i en klub jeg elsker. NH har betydet alverden for mig - udviklet mig i de vigtigste håndboldmæssige og menneskelige år af mit liv, samt givet mig venskaber for livet. Dét er for mig et godt billede på, hvad håndbold kan og hvad en klub betyder langt ud over de 40x20.
Men det var umuligt at sige nej til at spille i den bedste franske række - men han satser også på en god afslutning: - Jeg håber så inderligt, at vi i fællesskab får leveret Nordsjælland videre som værende et ligahold. Det fortjener klubben.
Cheftræner Simon Dahl roser Jesper Dahl for iveren efter at blive bedre og det store fighterhjerte; 2 ting, som smitter positivt af på resten af truppen og han ærgerer sig over at miste en vigtig spiller:
- Trods det, så glædes jeg alligevel en smule over, at vores miljø efterhånden er blevet så stærkt, at udenlandske klubber fra større ligaer kigger vores vej, når de skal sammensætte deres hold.
|