Der er lagt op til et brag af en returkamp, når Nordsjælland Håndbold på onsdag 22. december får besøg af TMS Ringsted Herrer.
Det er det sjællandske opgør, da alle andre hold i HTH Herreligaen er fra Fyn og Jylland. Men det er også et friskt revanceopgør: De 2 hold mødtes i Ringsted 18. november, hvor det endte uafgjort 30-30 efter 15-15 ved pausen – og med en forrygende afslutning, hvor TMS Ringsted Herrer var foran 29-26 med 4 minutter igen.
NH kom op på 29-29, men med under et halvt minut igen scorede hjemmeholdet til 30-29. Forrygende Matias Campbell – som gjorde comeback efter et par måneders skadepause – scorede det udlignende mål i det sidste sekund. Og med 8 mål blev han topscorer.
De 2 point er inden for rækkevidde
Så der er lagt op til et brag – og med den udvikling, NH har været inden i på det seneste, er de 2 point bestemt inden for rækkevidde.
- Jeg synes helt klart, at vi rykker os som hold; vi går ind til kampene med en tro på, at vi kan vinde, lyder de optimistiske toner op til onsdagens kamp fra Thomas Løssl Kjærgaard i Kampavisen 22. december.
DGI FunZone på banen
Kampen starter kl. 19.30 i Royal Stage – og Nordsjælland Håndbold håber på rigtig mange tilskuere til at bakke holdet op. Fanzonen er klar med trommer og horn – og så laves der et ekstra fremstød for at få fyldt de 3.000 pladser Royal Stage:
- I samarbejde med DGI Nordsjælland laver vi en række aktiviteter for børn: Håndboldklubberne fra hele Nordsjælland er inviteret, men arrangementet er åbent for alle børn, fortæller Frederik Steenfeldt fra NH’s sekretariat.
Bl.a. vil børnene opleve et nyt, stærkt makkerpar: Kong Nord den Yngre og julemanden, som deler godteposer ud. DGI FunZone åbner for børn klokken 17.30:
- Børnene får lov at prøve en række håndboldaktiviteter inde i arenaen fra klokken 17.30 til 18.30, oplyser Frederik Steenfeldt. De 2 holds spillere skal nemlig have banen den sidste time inden kampstart.
I pausen er der som sædvanlig BoldDysten om gavekort fra Bilka Hillerød – og så suppleres med duoen Monday Morning, som giver et par numre.
|