- Det kræver næsten mest mentalt. Men drengene og trænerne har været rigtig gode ved mig og det betyder meget for mig, når jeg har været nede med humøret.
Ordene kommer fra 21-årige Jeppe Cieslak, som netop har fået dommen efter skaden 16. oktober ude mod Mors-Thy Håndbold: Bageste korsbånd plus noget brusk er beskadiget, og skal hele af sig selv. Det ventes at tage op mod 6 måneder.
Uvisheden i 3 uger har påpvirket humøret: - Jeg har ikke lavet andet end at spille håndbold - og skaden ta'r et halvt år fra mig, sukker han, da NH's nyhedsbrev snakker med ham torsdag eftermiddag til træningen i Helsinge Hallerne.
Han har netop fået benet i et nyt stativ, som gør, at han kan bevæge sig lidt mere, og mens han slår en bold i jorden går han langs sidelinjen og følger kammeraternes træning. Det er hans første alvorlige skade og ih, hvor vil han gerne spille igen!
Landede på ydersiden af knæet
Når man ser ham skyde på mål fra fløjen, slutter han oftest af med et elegant rullefald, men på Mors gik det galt: Efter et vip med bolden kom han en anelse ud af balance og landede på ydersiden af knæet. Det gjorde lidt ondt, men han løb tilbage i forsvaret - men ved næste angreb kunne han mærke baglåret trak forkert og gik ud.
Fysioterapeuterne og lægerne var i tvivl om, hvad der var sket, og undersøgelserne, der gav den endelig forklaring, er lige overstået. Det gode er, at den fysiske topform han er er i, betyder, at han kan »nøjes« med at gå med skinnen i 8 uger mod normalt 12:
- Jeg skal til tjek en gang om måneden, men kan fortsætte styrketræningen, hvilket jo så bl.a. styrker min overkrop. Nu kan jeg lave mig en plan og sætte nogle små mål, siger han og takker samtidig for alle de mange opmuntrene hilsner, han har fået.
|