Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære læser,
 
Velkommen til nyhedsbrevet fra Nordsjælland Håndbold: Her får du med jævne mellemrum nyheder og baggrund om holdet - vi anbefaler også, at du holder dig orienteret via hjemmesiden.
Nr. 80 - 9. april 2021 
Se kampprogram hér
 
Tobias Jørgensen scorede seks mål i seneste kamp mod Skive fH. (Foto: Jan F. Stephan).
Vild aften starter kl. 19.30!
Med to gevaldige begejstringsbrøl, der rungede under Malerfirma Schmeer Tribunen, løb Simon Dahl fra banen efter sejren over Team Sydhavsøerne i Royal Stage fredag 2. april.
 
Cheftræneren var glad for de to point, der cementerede førstepladsen i 1. division.
 
Men som du kan høre i Nicolaj Bangs interview med ham i Mix FM, så er Simon Dahl også ydmyg: Han afviser, at champagnen er lagt på køl – og han sætter holdet op til kamp, som han plejer, og så minder han om: 
 
- De to hold, vi mangler, er de to hold, vi ikke har slået, siger han. 
 
NH har to matchbolde
Og det skal også tilføjes, at fredagens modstander Skive fH blot er ét point efter NH – men også, at Skive for kort tid siden blev slået af HEI Skæring, som NH møder i sidste kamp lørdag 17. april i Helsinge Hallerne. Da NH ude mødte HEI Skæring 4. december endte kampen uafgjort 26-26.
 
HEI Skærings hjælp til NH betyder så også, at NH nu har to matchbolde i dysten om 1. pladsen, der giver direkte oprykning til Ligaen. 
 
Det store slag med et smil på læben
Stemningen i truppen er god, og spillerne klar til kamp i Skive - dét fortæller Mathias Møller om i et videointerview på NH’s Facebookside.
 
Efter den seneste sejr over Team Sydhavsøerne sagde Kasper Kisum efter kampen til sportsredaktør Andreas Mayerhofer i Helsingør Dagblad:
 
- Det var en hård kamp i dag og det var ikke lige godt det hele, men vi fik, hvad vi kom efter, og nu kan vi forberede os til det store slag i Skive med smil på læberne. 
 
Nervepirrende afslutning sidste gang
Det seneste møde med Skive fH var i Royal Stage 27. november, hvor der måtte være et begrænset tilskuertal.
 
375 tilskuere så en forrygende dyst med 67 mål – og desværre vandt Skive fH 34-33; hvilket også siger noget om tempo og tæthed.
 
Og som NH skrev i kampreferatet om afslutningen med en udvist Skive-spiller:»Men skønt gæsterne var i undertal blev det med 57 sekunder igen 34-33 og der var endda efterfølgende en god mulighed for udligning, ligesom Marcus Holmén reddede kampens sidste skud. I sandhed en nervepirrende afslutning!«
 
Følg kampen hjemme fra sofaen
Så der er lagt op til en forrygende dyst fredag 9. april klokken 19.30 i Skive: Du kan følge livestreamingen og i Mix FM’s musikprogram få direkte indslag fra Nicolaj Bang, som med sponsorstøtte fra NH-partneren Hillerød El-Service er på plads i Interfjord Arena i Skive.
 
Nordsjælland Håndbold kan med uafgjort sikre sig oprykningen fredag aften – mens et nederlag kræver en sejr næste lørdag over HEI Skæring. Og en sejr i aften vil NH også dække live på NH’s hjemmesiden efter kampen - så kig ind på dén.
 
Kasper Kisum i seneste kamp mod Skive fH – efter sejren over Team Sydshavsøerne sagde han: - Nu kan vi forberede os til det store slag i Skive med smil på læberne. (Foto: Jan F. Stephan).
Assistenttræner: - Vi ligger lunt i svinget!
- Vi ligger helt sikkert lunt i svinget lige nu, men intet er afgjort, og vi er ikke i tvivl om, at Skive vil gøre alt for at få en sejr, og derved forsøge at lægge størst muligt pres på os inden sidste spillerunde i næste uge.
 
Assistenttræner Torben Nielsen siger videre: - Og vi har derfor en klar forventning om, at Skive vil lægge meget fysik i spillet fra start, og presse os i alle spillets facetter, hvilket de har gjort mod mange modstandere i sæsonen, som simpelthen er blevet løbet over ende og nedkæmpet gennem 60 minutter. 
 
To suveræne hold
Torben Nielsen nævner også, at det på grund af COVID-19 har været en turbulent turnering, og tilføjer, at det næsten ikke kan være mere spændende, når parløbet hele sæsonen med Skive skal finde en afklaring inden for én uge:
 
- Skive og vi har på mange måder spillet en ekstraordinær turnering, som i mange andre sæsoner ville have givet direkte oprykning med det antal point, som begge hold allerede på nuværende tidspunkt er i besiddelse af, og det vidner om to hold, som har været ganske suveræne i årets turnering, og der har ikke været råd til mange svipsere for nogen af holdene, såfremt man skulle bevare muligheden for den direkte oprykning.  
 
Vi vil have revanche - og vi er klar til opgaven!
Men Torben Nielsen mener, at truppen er godt rustet og vil gøre alt, for at få afklaret placeringerne i aften: 
 
- Vi har en så stor tro på os selv og på vores koncept, at vi føler os helt klar til opgaven, og til at få den revanche fra det første opgør mod Skive, hvor vi tabte med én enkelt scoring hjemme i Hillerød, og så få den oprykning til Ligaen med hjem til Nordsjælland, lyder det fra Torben Nielsen.  
 
 
Assistenttræner Torben Nielsen vurderer at Skive vil gøre alt for en sejr: - Vi har derfor en klar forventning om, at Skive vil lægge meget fysik i spillet fra start, og presse os i alle spillets facetter. (Foto: Erling Madsen).
Frameld dig dette nyhedsbrev