Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære læser,
 
Velkommen til nyhedsbrevet fra Nordsjælland Håndbold: Her får du med jævne mellemrum nyheder og baggrund om holdet - vi anbefaler også, at du holder dig orienteret via hjemmesiden.
Nr. 63 - 14. december 2020 
Næste hjemmekamp: Onsdag 16. december kl. 19.30 mod HØJ Elite i Royal Stage. Se det nye kampprogram hér
 
Kasper Kisum - blev topscorer mod HEI Håndbold med 6 mål - men fik underkendt det 7. mål, som alle nu er enige om burde tælle. Billedet er fra kampen mod Skive fH 27. november i Royal Stage. (Foto: Jan F. Stephan).
NH-protest: Alle enige om at der var mål 
»Det bekræftet ligeledes på video, at der er tale om en fejl. En fejl som dommerne beklager og undskylder. Scoringen burde være anerkendt til stillingen 17-18.«
 
Sådan lyder svaret fra dommerparret Malene Lythje og Rasmus Nedergaard Pedersen på Nordsjælland Håndbolds protest over, at Kasper Kisums scoring ved 17-17 7 minutter inde i 2. halvleg mod HEI Håndbold 4. december ikke blev anerkendt. En scoring, som ville have bragt NH foran 18-17 i kampen, som endte 26-26. 
 
Alle er enige om at der var mål 
HEI Håndbold er også enig. Sportslig ansvarlig, assistenttræner Morten Jensen, skriver: »Fra min plads på bænken, i den ende hvor afslutningen foretages, ligner det et klokke klart mål....Vi diskuterede selvfølgelig alle på bænken, mål eller ikke mål, man kan efterfølgende se på videoen, at der er tale om en klar dommerfejl.«
 
Observatør Kjeld Løvqvist skriver, at han troede der var mål: »Dommeren fløjter ikke for mål, men hans reaktion med en kortvarig løftet arm antyder der var mål og derfor noterede tidtageren det på måltavlen, det fik dommeren til at fløjte og jeg spurgte ham om der var mål eller ikke, han sagde at bolden var gået i sidenettet, og at målvogter samlede bold op under nettet inde i målet.«
 
Fra regelfortolker Jørn Møller Nielsen lyder det:  »Af videoen fremgår, at NSH venstre back scorer et mål på hopskud. HEI’s målmand fumler lidt med bolden for at få den ud af nettet, mens mållinjedommer ser til. Banedommer vender blot rundt uden at markere for mål og løber til modsatte baglinje. Mållinjedommer løfter armen tøvende – han undlader at fløjte.«
 
Regelfortolkeren skriver videre, at HEI udfører et opgiverkast - men tilføjer, at for at et mål kan anerkendes, skal dommeren give signal til opgiverkast.
 
Dommeren kom i tvivl
Dommerne forklarer, at »Dommer 1 har i første omgang en fornemmelse af, at der er mål, hvorfor markeringen for scoring vises, dog uden fløjt, da Dommer 1 bliver i tvivl om målets gyldighed, da bolden ligger bag målet. Derved sænkes armen igen og fløjtet for mål udebliver.« 
 
Manden, som styrer måltavlen fra dommerbordet ser, at bolden går i mål og noterer en scoring på tavlen, man da han ikke ser en løftet arm fra dommeren eller hører et dobbeltfløjt, beder han observatøren stoppe kampen så han kan fjerne scoringen og føre tavlen tilbage til 17-17.
 
Det springende punkt er derfor om dét, at mållinjedommeren har løftet armen - omend tøvende - for mål, er en anerkeldelse af målet. Og det er så op til Håndboldens Disciplinærinstans at afgøre Nordsjælland Håndbolds protest.
 
Du kan se scoringen på dette videoklip, hvor HEI-spillerne efterfølgende giver bolden op som efter en scoring.
Følg de sidste 3 kampe på Livescore og Mix FM
Hillerød El-Service, som er én af +100 samarbejdspartnere i Nordsjælland Håndbold, var ikke i tvivl da muligheden bød sig: Firmaet lagde penge på bordet, så Mix FM kan give dig mulighed for at følge NH's sidste 3 kampe inden jul:
 
- Jeg gør det fordi vi ikke kan komme til håndboldkampe - så må vi jo gøre det på en anden måde, fortæller indehaveren Jan Nissen.
 
De 3 kampe uden tilskuere
Coronalukningen af Danmark til 3. januar betyder, at professionel sport godt må afvikles, men det skal være helt uden tilskuere. Divisionsforeningen for Håndbold understreger, at kun truppen med stab, de hjælpere der er nødvendige for afviklingen, samt presse må lukkes ind. Pressefolk skal akkrediteres på forhånd.
 
Du kan følge med på tophaandbold.dk under Livescore, hvor kampens hændelser opdateres i realtid. Og Mix FM sender ind i mellem musikken indslag fra egne reportere til de 3 kampe:
 
Første gang på onsdag 16. december i Royal Stage, hvor det drejer sig om lokalbraget mod HØJ Elite kl. 19.30. De næste kampe er lørdag 19. december kl. 15 mod Skovbakken i Århus og tirsdag 22. december kl. 19 mod TM Tønder på udebane.
 
Jan Nissen fra Hillerød El-Service er sponsoren, som gør, at Mix FM kan sende reportere til NH's kampe inden jul. (Foto: Erling Madsen).
Marcus Holmén rejser tilbage til Sverige
For Nordsjælland Håndbolds målmand Marcus Holmén bliver det hans 2. og sidste sæson i NH: I dag mandag fortalte han i en pressemeddelelse:
 
- Jeg fylder 28 næste gang og har ingen uddannelse, så jeg skal have opdateret mine færdigheder og regner med at læse sportsmanagement.
 
Og det er forklaringen på, at han har taget imod et tilbud fra ligaholdet IF Hallby HK i Jönköping, hvor han kan kombinere uddannelse og håndbold.
 
Marcus Holmén er faldet godt til i NH og da klubben tidligere på året blev tvangsnedrykket, sagde han til Kampavisen: - Hvis man rykker ned med et hold, så bliver man og gør sit til, at  det rykker op igen.
 
Og som stillingen ser ud nu, ligger NH og har på det seneste skiftet mellem 1. og 2. pladsen i 1. division; et godt sted i tabellen i forhold til en tilbagevenden til Ligaen fra næste sæson.
 
I Kampavisen til på onsdag 16. december mod HØJ Elite i Royal Stage kan du læse et interview med Marcus Holmén, hvor han bl.a. fortæller om sin egen udvikling, om hvordan Fanzonen og speakeren Morten Bork Jørgensen har overrrasket ham positivt, om forskellene på tophåndbold i Sverige og Danmark, og om det unikke makkerskab og venskab han har med den anden målmand, Frederik Andersson. Kampavisen vil dukke op hér.
 
Marcus Holmén - har været glad for de to sæsoner i Nordsjælland Håndbold, men vægter uddannelse højt, så han rejser hjem. (Foto: Fotorummet).
Du kan lige nå en julegave som varmer
Mangler du en miljørigtig gave til julen - så er chancen her. Og ud over at modtageren kan få varme fødder, så varmer salget også NH-talent.
 
Der er 5 par sokker i en pakke i normal længde - 7 par i en pakke med korte ankelsokker. Begge udgaver koster 150 kroner for en pakke. Mærket er Bambusa, som er sponsor for kvindehåndboldligaen, og producerer sokker af bambus.
 
- Ønsker du at købe, så send en mail med hvor mange pakker og hvilken type du ønsker - så løser vi leverancen i de 3 hjemkommuner Gribskov, Helsingør og Hillerød. Sidste frist for bestilling inden jul er fredag 18. december kl. 20.20 - betaling sker inden levering på MobilPay, fortæller direktør H.P. Dueholm, Nordsjælland Håndbold.
 
NH-talent er et nyt projekt fra denne sæson, hvor Nordsjælland Håndbold og de 3 moderklubber Helsingør Håndbold, Hillerød Håndboldklub og Team Helsinge Håndbold er gået sammen om et U17-hold, som i næste sæson suppleres med et U19-hold. Overskuddet ved salget af sokker går til at støtte af det fælles projekt.
Frameld dig dette nyhedsbrev