Se dette nyhedsbrev i en browser
Kære læser,
 
Velkommen til nyhedsbrevet fra Nordsjælland Håndbold: Her får du med jævne mellemrum nyheder og baggrund om holdet - vi anbefaler også, at du holder dig orienteret via hjemmesiden.
Nr. 54 - 16. oktober 2020
Næste hjemmekamp: mandag 26. oktober kl. 19.30 i Royal Stage mod Ajax København
 
Simon Dahl: - Målet er at komme tilbage i Ligaen - det er dét, vi forbereder os til. Og dén opgave har vi stor respekt for - 1. division er ikke »bare« en man vinder .... (Foto: Jan F. Stephan).
 
Simon Dahl: - Vi har stor respekt for opgaven
Det er hårdt arbejde at komme tilbage i Ligaen - eller som cheftræner Simon Dahl siger inden lørdagens kamp ude mod SUS Nyborg:
 
- Målet er at komme tilbage i Ligaen - det er dét, vi forbereder os til. Og dén opgave har vi stor respekt for - 1. division er ikke »bare« en man vinder ...
 
Derfor forbereder han og assistenttræner Torben Nielsen sig også i år særdeles grundigt til hver eneste kamp, men glæder sig naturligvis over, at det er blevet til sejre i de første 6 kampe og en 1. plads.
 
Cheftræneren har i de forløbne kampe haft alle 15 kampklare spillere på banene. Og Simon Dahl fremhæver, at holdet helt klart er blevet bedre, nu hvor det for en stor del af spillerne er anden sæson, de spiller sammen.
 
Kigger vi på topscorerlisten i 1. division, så ligger Mathias Møller nummer 3 med 34 mål, Carl-Emil Haunstrup er 6'er med 29 mål og Nichlas Hald og Kasper Kisum ligger som nummer 20 og 21 med henholdsvis 24 og 23 mål. Og så skal det jo heller ikke glemmes, at de 2 målmænd Frederik Andersson og Marcus Holmén har spillet forrygende.
 
TV 2 Sporten sender fra en ligakamp sidste sæson i Royal Stage - TV-stationen har også rettighederne til 1. division, men bruger dem ikke aktivt. (Foto: Jan F. Stephan).
Formanden: - Frustrerende at vi ikke må lukke flere ind
- Det er meget frustrerende! 
 
Ordene kommer fra Nordsjælland Håndbolds formand Jørgen Simonsen, som ærgrer sig over, at det er nødvendigt at sige nej til tilskuere, fordi coronareglerne siger, at der kun må være 500 mennesker tilstede til en kamp.
 
Formanden peger på, at som det har set ud se seneste måneder, så sker smitten typisk når mindre grupper af mennesker er sammen privat over mange timer og slækker på kravene.
 
Håndteringen af denne sæsons hjemmekampe i Helsingørhallen og Royal Stage har vist, at systemerne fungerer fint og det er trygt at gå til håndbold - og der ville også uden problemer kunne lukkes flere tilskuere ind. 
 
Kun få billetter sættes til salg
Begrænsningerne på maksimalt 500 inklusive spillere, dommere, stab, frivillige og presse betyder, at NH p.t. primært lukker sponsorer og sæsonkortindehavere ind, mens kun et beskedent antal billetter sættes til salg hér
 
Ekstra ærgerligt er det, at NH i sidste sæsons 5 sidste kampe med tilskuere fik fordoblet tilskuertallet til knapt 1.700 og havde flere tiltag på vej for yderligere at få tallet i vejret. Og med den flotte start på denne sæson er formanden overbevist om, at rigtig mange gerne vil i hallen og opleve holdet.
 
Følg kampen i morgen fra sofaen
Næste kamp gælder SUS Nyborg uden i morgen 17. oktober klokken 15 i Nyborg. 
 
Vil du følge med i kampen, kan du på Livescore følge udviklingen, mens NH's Frederik Steenfeldt på radiokanalen Mix FM i musikprogrammet kl. 15-17 undervejs giver situationsrapporter.
 
Derfor streames kampene ikke
I september var der flere klubber, som livestreamede hjemmekampe - hvorfor gør Nordsjælland Håndbold det så ikke?
 
- Det må vi ikke, da TV 2 har rettighederne - og kun i september gav tilladelsen, som så er kaldt tilbage, fortæller NH's pressechef Erling Madsen.
 
Han føjer til, at mekanismen i TV-aftaler både handler om at have en eneret, og dermed TV-seere, og om at forhindre, at andre kan konkurrere. For TV 2 er det Herre Håndbold Ligaen, som er interessant at sende.
 
Og hvis eksempelvis klubberne i 1. division må streame på tidspunkter, hvor TV 2 sender ligakampe, kan det fjerne TV-seere fra TV 2, hvis de 2 klubbers tilhængere i stedet vælger at følge en streamet 1. divisions kamp. 
 
»Ugens indblik« på Instagram giver dig helt nye informationer om spillerne i truppen.
Mød spillerne uden for banen
Håndbold fylder naturligvis meget for spillerne i truppen. Men de har bestemt også andre interesser og sjove bemærkninger om hinanden.
 
Du kan blive klogere på spillerne ved at følge med på Nordsjælland Håndbolds Instagram-profil, hvor SoMe-medarbejderne Simon Pihl og Nicklas Christoffersen har tændt mikrofon og kamera og lokket nogle af spillerne en tur i presseboksen i Royal Stage.
 
- Vi har 9 spillere med i »Ugens indblik«, og vi lægger et nyt indslag op midt på ugen - og man kan virkelig mærke, at spillerne hygger sig, fortæller Nicklas Christoffersen.
 
I de første 2 indslag kan du mellem masser af latter høre, hvem der har den dårligste musiksmag og hvem der konstant kommer forsent. Og glæd dig til næste uges udgave, hvor emnet er: Det største brokkehoved.
Frameld dig dette nyhedsbrev